NYHEDER
© Tim De Waele
Ingen holdtidskørsel i Touren 2007

[26.10 13:44] Til Team CSC's store skuffelse bliver der heller ikke i 2007 plads til en holdtidskørsel som en del af den Tour de France-rute, der torsdag blev præsenteret for offentligheden i Paris.

Som det vil være de fleste bekendt starter Tour de France 2007 i London med en prolog og en etape ud til Canterbury, inden feltet til anden etape er klar til de første hårde prøvelser på fastlandet. Her bevæger feltet sig ned gennem landskabet med uret, hvilket vil sige væk fra kysten, som man derfor aldrig rigtigt kommer ud til i denne udgave af løbet.

"Der er nogle gode etaper i starten, når vi kommer til fastlandet oppe i Belgien og Nordfrankrig, hvor de skal ud og køre på brosten på vej ned gennem landet. Feltet skal op af nogle af "Muur'erne" som vi kender fra forårsklassikerne og som ligger godt til flere af vore ryttere såsom Fabian Cancellara," siger Team CSC's operations manager Carsten Jeppesen og hentyder til schweizerens sejr i Paris-Roubaix 2006.

Feltet kommer herefter hurtigt ned til den vestlige del af Frankrig, hvor der tages hul på nogle rimeligt kuperede etaper, inden man allerede på syvende etape rammer den første af i alt seks bjergetaper fordelt med tre etaper i Alperne og tre i Pyrenæerne.

Den første har mål i Le Grand Bornand efter en nedkørsel fra Col de la Colombiere, og ottende etape slutter så oppe i Tignes efter en afsluttende stigning på 17,9 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,5 %. På niende etape skal man bl.a. over Col du Lautaret på vej til målet nede i Briancon.

"Efter Alperne kommer nogle gode mellemetaper, hvor den ene har mål i Marseille, og ligger godt til fx Jens Voigt og Kurt-Asle Arvesen - folk der kan ligge ude foran, når det går op og ned hele dagen. Og derefter kommer der en enkeltstart i Albi, hvor Bjarne Riis engang vandt en etape ved at køre i et langt udbrud, hvor feltet aldrig nåede frem til ham," forklarer Jeppesen videre.

På 14. etape rammer feltet Pyrenæerne med Plateau-De-Beille (15,9 km - 7,9 %) som mål og dagen efter skal rytterne over Col de Port, Col de Portet d'Aspet, Col de Menté, Port de Balès og Col de Peyresourde, inden man når målet nede i Loudevielle, hvorfra rytterne fragtes til Pau for at hvile ud tirsdag i løbets tredje uge.

Efter hviledagen indtages Col de Larraut, Col de la Pierre Saint-Martin, Col de Marie-Blanque og sluttelig Col d'Aubisque (16,4 km - 7,7 %) som udgør sidste bjergafslutning i løbet på 16. etape.

På 19. etape venter så 55 kilometers enkeltstart som det så småt er blevet en tradition i løbet på næstsidstedagen.

"Feltet skal over en masse af de helt klassiske stigninger som de fleste store cykelfans kender så godt. Det eneste, der mangler for at det er en helt klassisk Tour, det er en holdtidskørsel. Vi vandt alle de fire holdtidskørsler vi stillede op i gennem 2006, så det ærgrer os selvfølgelig utroligt meget, at den mulighed ikke kommer i Touren. Ellers er det en god rute uden de store overraskelser. Der er nogle gode mellemetaper, som ser forholdsvis hårde ud og burde ligge godt til vores ryttere," vurderer Carsten Jeppesen sluttelig.

Etaperne
Prolog lørdag 7. juli - 8 km - London
1. søndag 8. juli - 203 km - London > Canterbury
2. mandag 9. juli 167 km - Dunkerque > Gand
3. tirsdag 10. juli - 236 km - Waregem > Compiègne
4. onsdag 11. juli - 190 km - Villers-Cotterêts > Joigny
5. torsdag 12. juli - 184 km - Chablis > Autun
6. fredag 13. juli - 200 km - Semur-en-Auxois > Bourg-en-Bresse
7. lørdag 14. juli - 197 km - Bourg-en-Bresse > Le-Grand-Bornand
8. søndag 15. juli - 165 km - Le-Grand-Bornand > Tignes
9. tirsdag 17. juli - 161 km - Val-d'Isère > Briançon
10. onsdag 18. juli - 229 km - Tallard > Marseille
11. torsdag 19. juli - 180 km - Marseille > Montpellier
12. fredag 20. juli - 179 km - Montpellier > Castres
13. lørdag 21. juli - 54 km - Albi > Albi
14. søndag 22. juli - 197 km - Mazamet > Plateau-de-Beille
15. mandag 23. juli - 196 km - Foix > Loudenvielle - Le Louron
16. onsdag 25. juli - 218 km - Orthez > Gourette - Col d'Aubisque
17. torsdag 26. juli - 188 km - Pau > Castelsarrasin
18. fredag 27. juli 2007 - 210 km - Cahors > Angoulême
19. lørdag 28. juli 2007 - 55 km - Cognac > Angoulême
20. søndag 29. juli 2007 - 130 km - Marcoussis > Paris Champs-Élysées

Tour de France; Resultater 

Flere nyheder

Flere interviews

Flere pressemeddelelser


© 2010 Riis Cycling A/S - Firskovvej 36 - DK-2800 Kgs. Lyngby Fax +45 9716 8480 - CVR: 20300345 - Kontakt Riis Cycling    
Alle billeder © tdwsport.com